fredag den 28. februar 2014

Jeg ser stjerner (+ en lille smule refashion)!

Og det gør symaskinen også. Stjerner og monstertrucks!

Spørg lige om der var en 6-årig dreng, der blev ellevild da jeg kom hjem med det her stof med seje monstertrucks på! Jeg købte det på min tur til stof-mekkaet i Videbæk - og det samme med stjernestoffet. Jeg håber det holder godt i vask for det er da for fint!

Det blev til endnu en raglantrøje fra mit modificerede Ottobre-mønster - denne gang uden ekstra kant, da stoffet her er købt til en trøje i str. 122 (se evt. dette indlæg). :)







Derudover blev det til et par matchende bukser, lavet ud af et par af mine gamle bukser. Jeg har desværre ikke et førbillede, men sådan her ser de ud nu. Jeg har egentlig bare brugt buksebenene fra de gamle bukser, hvor jeg lod sidesømmen være. Mønstret har jeg brugt før, til noget tyndere stof, og jeg må indrømme at pasformen ikke er god til det her lærredsstof (selvom det er en tynd slags). 







fredag den 7. februar 2014

Fodboldkage!

Det blev jo også Adrians tur til at have fødselsdag og han blev fejret på dagen d. 18. januar. Han er en rigtig fodbolddreng og derfor fik han en fodboldkage med tilhørende mål.

Vi blev næsten 30 mennesker, så der skulle være kage nok - og det var der! Mål-kagen blev spist, men af den anden var det kun fodbolden og et lille stykke af "græsset" der blev spist. Jeg synes altid jeg får lavet for meget kage, men det ville jo være forfærdeligt at løbe tør for netop dette! Kage og kaffe - det skal der altid være nok af. :)

Inde i kagerne er der hindbærmousse og chokolade/hasselnødemousse - efter fødselsdagsbarnets eget ønske - bundene er lyse lagkagebunde. De er smurt op med alm. smørcreme og pyntet med fondant og "american buttercreem frosting" (find opskriften her). Alt er laktosefri, med undtagelse af den grønne american buttercream frosting. Målet er lavet ud af hvide sugerør og et net der havde været citroner i. 









torsdag den 6. februar 2014

Hr. Skæg kage!

Min lille fis af en pige er fuldstændig tosset med Hr. Skæg. Derfor skulle hun have en Hr. Skæg kage til hendes 3-års fødselsdag. Hun fylder lige inden jul, men jeg har først fået billederne ind på computeren nu - tiden går klokken slår, i ved!. 

Jeg havde længe gået og overvejet hvilken pynt hun skulle have på kagen og da jeg så dette her indlæg hos dygtige Linda, var sagen klar. Hele kagen er lavet laktosefri (Victoria er laktoseintolerant) og indeholder jordbærmousse, alm. lyse lagkagebunde og hver "kage-del" har en fantastisk god brownie som nederste lag. Kagen er overtrukket med marcipan (kurven dog med fondant) og figurer og bogstaver er lavet i fondant. 
Som sagt er alt lavet laktosefri og det er vi ved at være ret skrappe udi, så mangler du nogle fif, så spørg endelig. :)

Jeg undskylder mange mange gange de dårlige billeder. Vores kamera var gået i stykker, så de er taget med mandens telefon og af en lidt ukoncentreret mand. ;)






mandag den 3. februar 2014

Børnevenlige "løg"!

Advarsel! Grimt mad-billede!


Et lille fif til dem med små sarte børn: hvis du har nogle børn som sidder og piller løgene ud af maden eller ikke bryder sig om den lidt skarpe smag de har, så brug porrer!
Yep - det har vi haft glæde af et par gange efterhånden. Vores børn er bestemt ikke kræsne og de sidder (for det meste) pænt og spiser. Men en gang imellem kan der være et lidt for stort stykke løg i maden og hvis de opdager det, er der lige pludselig alt for meget fokus på at finde løgstykker, end på at spise maden.

En dag havde vi ikke løg, men porrer og jeg brugte dem i stedet i en sammenkogt ret. Det var en stor succes og nu gør vi det ofte "med vilje". :)

Aftensmaden igår - spaghetti og kødsovs! :)

lørdag den 1. februar 2014

Raglan trøje med vikinger!

Endelig!! For 1 år (!) siden postede jeg dette indlæg, hvor jeg havde en tur i Århus. På den tur havde jeg købt noget lækkert jersey med vikinger og Adrian var spændt på den trøje der nu ventede ham. Men ak! Trods 5 mdr som ledig fik jeg ikke syet den trøje. MEN, så fik man job - og på en eller anden måde noget ekstra overskud - og nu er trøjen færdig. Dog var drengen vokset en del siden indkøbet af stoffet og det var ikke langt nok til en trøje i str. 122. Derfor kom der en lille sort kant på, og det fungerer da ganske udemærket.  

Vikingejerseyen er fra Stof & Stuff, det sorte jersey er fra Stof - sycenter i Videbæk og mønstret er et Ottobre-mønster jeg har justeret (jeg har bla. også brugt det herher og her).








Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...