tirsdag den 31. juli 2012

Krearum indretning #2 - plus en Bambi detalje.

Indretningen af krearummet fortsætter - dog i et noget moderat tempo. Der kom lige nogle dage med godt vejr og maling af vinduer i vejen for projektet. Var nået til "projekt opslagstavle" inden sommeren viste sig fra sin gode side og havde egentlig tænkt, at jeg ville lave sådan en med snore, der spændes ud i en ramme og hvor tingene sættes fast med clips. Men så kom inspirationen flyvende og gav mig denne her idé:




Det er clips sat op med små dykkere og pyntet med plastikperler fra Søstrene Grenes. Perlerne har fået en klat lim bagpå. Ret smart og farverigt hvis jeg selv skal sige det. :)

En anden ting pynter på Victorias værelse. De små Bambier er klippet ud fra et Stof2000 katalog og limet på med alm. limstift. Kasserne er vist fra Netto.



mandag den 30. juli 2012

A moment of truth!

Faldt over denne lille "sketch" på Pinterest. Det er bare SÅ rigtigt!! :)


søndag den 29. juli 2012

Retro clutch.

Ja, jeg er ikke anderledes end alle andre kvinder når det gælder min taske. Altid skal der bruges tid på at rode rundt efter nøgler, telefon og hvad der nu ellers ligger og flyder rundt i en stor pærevælling. Så nu har jeg kreeret mig en clutch. Stoffet har jeg haft lidt tid, men synes det er så smukt at jeg ikke har nænnet at bruge det. Det skulle bruges til noget, så jeg ville nyde synet af det så ofte som muligt og det må man sige jeg kommer til nu - og forhåbentlig bliver den også nyttig. ;)
Pimpet med grønt kantbånd og en lilla pynteknap (den lukkes med trykknap). Så, en fin lille taske i mine tre yndlingsfarver; lilla, turkis og "pang"grøn.





lørdag den 28. juli 2012

Vores nye bålsted.

Min mand har i ferien lavet dette fine bålsted i et skønt vindstille hjørne af haven. Det er stærkt inspireret af et billede jeg så på Pinterest. Glæder mig til at få lavet snobrød og bålmad på det. Vi mangler dog lige at få fældet et træ og lavet nogle skamler til at stille rundt om. :)


søndag den 22. juli 2012

Begyndelsen på krearummet.

Er startet på den nye indretning af mit krearum. Det er kun i det små endnu, men har fået lavet denne tavle til min to-do liste. Det er en gammel whiteboard, som jeg har vendt om og malet med tavlelak og beklædt med gavepapir fra Søstrene Grenes.  Jeg gemmer jo de underligste ting - bla. det der nu er blevet til en kridt-holder, et raflebæger fra et gammel spil. :)



Og så er det blevet til en omgang hagesmækker mere. Synes det er sjovt at udvælge stof og bånd, så de ikke alle sammen bliver ens. Tror jeg ville blive vanvittig af at lave det samme og kigge på det samme stof om og om igen. :) Glemte at sætte mærke i en af dem og opdagede det først til sidst - så gad jeg altså ikke lave det om, så den må leve uden. :)
 

søndag den 15. juli 2012

Tilbage fra sommerhusferie - og en lækker opskrift!

Netop hjemvendt fa en hyggelig afslappende ferie i svigerforældrenes sommerhus. De købte sommerhuset for 4,5 år siden med det formål, at hele familien skulle have glæde af det. Og det må man sige vi har. Vi bruger det så snart vi har mulighed for det og nyder det i stor stil!

Det var ikke det vilde kreative jeg fik bedrevet, men fik tid til at lave noget "guf" som jeg længe har pønset på. Idéen kom til mig, da jeg elsker macadamia nødder, blød nougat, marcipan og chokolade. Hmm... kunne man mon ikke splejse disse ingredienser sammen til en lækker snack??? JO! For hulan de var gode. Her kommer en lille billedspam over fremstillingsprocessen:



Nødderne er købt i Spar. Plejer at købe dem fra Coop og de er altså lidt bedre (og billigere) synes jeg. Jeg overtrak med almindelig Odense mørk chokoladeovertræk, men næste gang vil jeg bruge det lækre kokkechokolade fra vores lokale chokolade-pusher-butik. :) Kalorieindhold?? Don't ask - just enjoy! ;)

Derudover har jeg shoppet lidt i Kähler outlet butikken på Enø ved Næstved. Sommerhuset ligger i Karrebæk lige et splitsekund fra Enø, så jeg måtte jo ind forbi. Mine rigtig fine køb viser jeg frem en anden dag - de fortjener et ordentligt lys til fotograferingen. :)

torsdag den 12. juli 2012

Ferie tilstand!

Der sker ikke meget på bloggen lige pt. Og det gør der såmænd heller ikke i det virkelige liv - i hvert fald ikke på krea fronten. Vi holder ferie og nyder det. Afslapning i sommerhuset og vi tager dagene som de kommer. Vi har dog brugt nogle af de kedelige regndage på at lave Hama perler. Vi har hentet nye forsyninger i dag. :-) Og så fik jeg lige tilbuds shoppet i Stof2000. Altid dejligt!
God ferie til alle der har!

 

fredag den 6. juli 2012

En babsekage!!

På min mands arbejdsplads giver man kage når man går på ferie. Vi holder ferie nu, i 3 uger, så manden spurgte om jeg ville lave kage. Og det er jo altid godt med en undskyldning for at lave kage, så selvfølgelig ville jeg det. Han arbejder i en slagterafdeling i et supermarked og det er bestemt ikke stuerene fraser der bliver smidt henover skærebordene, så jeg ville bidrage lidt til hyggen med en lækker babsekage. :) Fondant er midlertidig udsolgt der hvor jeg plejer at handle, så denne er beklædt med ren marcipan. Lidt svært at arbejde med, så resultatet er ikke helt perfekt - men fin blev den da.




Og jeg har været i rigtig bestillings-mode i denne uge, for der er også smuttet 5 hagesmækker igennem maskinen, til en lille pige der snart skal til at spise selv. :) De har bestilt 5 mere, men det bliver først når vi kommer hjem fra sommerhusferie.

De er lavet af både nyt og retro stof. Med vandfast bagside og trykknapper i nakken. Billedet er taget i det allersidste aftenlys, så lidt triste farver - de er meget pænere i virkeligheden. :)

tirsdag den 3. juli 2012

Sommerkjole med elefanter (og en ny beboer).

En lille fin kjole blev det til af bla. det stof jeg fik fra Line med bloggen "xo ein ding" i sidste uge. Det blomstrede stof er fra et forklæde fra genbrugen og det ternede købte jeg i en genbrug for 5 kr (for 2 x 1,5 m!). Mønstret er to mønstre jeg har kombineret og lavet lidt om på. Kan åbenbart ikke sy noget  uden at ændre på mønstret - der er altid et eller andet der ikke er som jeg vil have det. :)



Mangler bare lige knapperne. :)

Og så havde vi jo netop besluttet, at vi ikke ville have flere katte da vi har mistet 2 til vejen nu. Menmen, en lille killing var blevet væk fra sin mor og havde valgt at ligge sig i vores indkørsel. Jeg kunne jo ikke lade den ligge der og dø, så vi fik os en 5 uger gammel killing der skulle flaskes op. Og den er her stadig, fuld af krudt og tager fint på. Lidt af et arbejde dog. 



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...