tirsdag den 27. december 2011

En hjemmelavet julegave er givet.

Til børnenes kusine. Her er det dog min dreng, der står model. Han var godt nok ikke meget for at trække i det lyserøde outfit. Men det gik og her er så et billede af det pink cowgirl-sæt. Jeg har tænkt over længe, at hun skulle have sådan et sæt i julegave. Hun ønskede sig udklædningstøj, der ikke måtte være kjoler.

Bettepigen 1 år og mine første retro elefanter!

To dage før jul blev min lille pige 1 år! Som tiden dog flyver. Og hun blev selvfølgelig fejret med manér og dertil hører en fin kage. Må indrømme, at jeg ikke lige havde tid/overskud til at lave pony'erne selv, så de er altså købt (almindelige plastik "my little ponies"). Ellers er resten "homemade". :) Og den smagte skønt - indeholder 5 lyse bunde, vanilie/hyldeblomst creme og friske jordbær samt chokolademousse og friske blåbær. Storebror har bestilt en spiderman-kage og en hello kitty-kage til sin fødselsdag. Hmmm...




Og så har jeg købt mit første lille bitte bitte bitte stykke med elefanterne på. Det er en hagesmæk, men regner med at sprætte den op og bruge stoffet til lommer (der er to lag elefantstof) på et par bukser eller en nederdel. Vi får se. :) Er bare glad for at det lykkedes mig at finde sådan nogle i vores lokale genbrugsbiks. :)


mandag den 26. december 2011

Så var det jul igen!

Glædelig jul alle sammen - lidt forsinket. Men puha, der har da været meget at se til. Selvom det har været et lidt hektisk program, har vi slappet af og ikke stresset afsted. Det har været nogle super dejlige juledage!!
Her er så julebilledet af de to rene julebørn (tøjet kom på lige inden vi tog hjemmefra, for at køre hen til farmor og farfar).
Kjolen er strikket af deres farmor (hun har lavet rigtig meget lækkert til ungerne, vores egen strikkepusher). Den er bare SÅ sød.
Vesten har jeg syet til bassemanden ud af en uldsweater (voksenstr.), som jeg har haft liggende længe til dette formål. Endelig fik jeg lavet den og synes den er blevet rigtig god.

lørdag den 17. december 2011

Mand, jeg er en heldig loppe! + Julegave

Altså, jeg har bare været heldig og har vundet en give away mere. Jeg er ellers aldrig den der vinder noget og har altid været så jaloux på min lillesøster, fordi hun er vildt heldig.
Nå, men denne gang vandt jeg hos Mette med bloggen Kirkesjov. En super fin Graziela taske. Ih.... :)
Den er fra Malika & Rosa. Hvis du har tabt dit hjerte til lækre tekstiler og allerede har brugt alle dine penge på julegaver, så skal du nok ikke klikke dig ind på siden. Man bliver bare fristet. ;)

Derudover har jeg fået produceret en hæklet julegave. Sådan en lidt for sjov gave, men hvis personen skulle have lyst til at gå med den, så virker den efter hensigterne. :)

tirsdag den 13. december 2011

Næsten færdig!!

Jeg gik i sommers igang med at hækle oldemorfikanter som skulle blive til et baby-/barnevognstæppe, tidligere indlæg er her. Nu er alle firkanterne lavet (hurra)! Så skal der bare hæftes ender på de gule/orange/grønne firkanter og så skal det hækles sammen.
Og hvad skal det bruges til? Tænker det kan være godt i stedet for en dyne til de varme sommerdage hvis bettepigen stadig sover i barnevognen til den tid. Ellers kan det jo være at min søster eller svigerinde snart skal til at produre nogle afkom. ;)

Se dette fine tørklæde!

Det har jeg vundet hos Stine med denne blog. Det er virkelig lækkert og lige min stil med farverne. Det er afprøvet i vintervejret her til morgen - med succes. Det har ligget på posthuset og ventet på mig i over en uge, men har ikke kunnet nå at hente det før igår.

mandag den 12. december 2011

Lunt på underkroppen.

Nu kan vi vist godt sige at det er blevet vinter. Derfor har jeg lavet et par fleecebukser til Bettepigen som hun kan have på under flyverdragten. Meningen er så at jeg skal have lavet en matchende fleecejakke i samme stof med gult fór og gult kant-bånd. Pønser også på at lave en lille applikation af en art, men det må tiden vise. :)

mandag den 5. december 2011

Hvad madpakken gemmer...

... i morgen. Fandt de her orangekanel-frugtstænger i Brugsen. 'Amen altså, det er da bare julet. Laver tit noget sjovt og anderledes i Adrians madpakke og i morgen får han en julepimpet julefrugtstang med. Hihi...

onsdag den 30. november 2011

Julesok!

Sad i aftes - sent - og syede denne julesok. Så kan nissen bare komme an med kalendergaverne. Her til aften har vi hængt den op på havedøren så nissen kan lægge  en gave i i løbet af natten. :)

mandag den 28. november 2011

Portrættegning på et kort.

Vi var til barnedåb i går og det var min opgave at lave et kort. Jeg har ikke tegnet portrætter i flere år, så det var jo oplagt at lave et lille miniportræt.
Synes det blev meget godt, og hendes forældre blev i hvert fald meget glade for det. Nu fik jeg ikke taget billede af selve kortet, men havde lavet det sådan at papiret med portrættet kunne tages af og sættes i en ramme (hvis det altså er det de vil). :)

søndag den 27. november 2011

Pakkekalendergaver og tidlig fødselsdagsgave :D

Så er alle storebrors kalendergaver pakket ind. Mangler bare julesokken til at lægge dem i, det må blive mandag eller tirsdag. Det er alt sammen noget han kan bruge og en del er det er noget vi kan lave sammen, bla. en cupcake-bage-pynte-dag og julepynt lav-selv pakke. Så er der nogle pakker med Bakugan-kugler- det er han helt med (ved ikke hvorfor, tror han har set det i tv 1 gang??).


Og så har Bettepigen fået en tidlig fødseldagsgave (hun fylder 1 d. 22/12, tiden løber altså fra mig!). Jeg så disse smækbukser i vores lokale børne(mærke)tøjsbutik og var solgt. Problemet var bare lige prisen, så jeg luftede tanken for min farmor og vupti - nu hænger de hjemme hos os. :)

lørdag den 26. november 2011

På stofudsalg!

Gik lige amok til stoflagersalg (beklager billedkvaliteten, lyset er ikke optimalt i dag). Manglede ensfarvede bomuldstoffer - med og uden stræk. Ville gerne have haft noget mere grønt, men synes ikke der var nogle ordentlige grønne farver. Men fik en masse fine farver med hjem:
Herudover købte jeg:
Fleece og fór  - forårsjakke til bettepigen.

Piratstof til storebrors værelse og stof til lillesøsters julekjole.

Og en blandet landhandel med bla. rib og hvidt bomuldstof (til fór i vinterbukser).

fredag den 11. november 2011

Kajkager!

 Skulle have kage med til et bestyrrelsesmøde og ville egentlig først bare lave en chokoladekage med chokoladesmørcreme i. Men var i underskud af kreative sysler, så blev nødt til at lave kajkager. :)


Mit 1. forsøg med kajkager. De blev rigtig gode, men man spiser godt nok ikke 3-4 stykker på en gang. :) Der er kakaokage i bunden, hindbær, smørcreme ovenpå og overtrukket med en blanding af marcipan og fondant (60 % marcipan, 40 % fondant). Yumyum!

tirsdag den 1. november 2011

En elefant kom marcherende...

... hen ad hæklenålens fine krog. Den er hæklet i uld/akryl med nål nr. 2,5 og fyldt ud med bamsefyld. Fandt opskriften i en bog, men kan ikke huske hvilken, for der gik lynhurtigt kludder i min tællen og så lavede jeg resten i "fri dressur". - Det blev da meget godt. :)




Og så lige et billede af min søsters første hækleprojekt nogensinde. Jeg lærte det hende en fredag aften og søndag var den færdig. Man må da sige at hun har talent! :)
En vest til Bettepigen i str. ca. 1 år - hun kan passe den nu og det er jo perfekt mht. årstiden.

mandag den 31. oktober 2011

Jeg er en vinder!!

Af en fin fin give away lige her hos Mia. Det er da bare den bedste overraskelse på sådan en råkold mandag efterårsaften! Og tag i øvrigt en tur rundt på hendes blog. Jeg opdagede den først for nylig og er da ked af jeg ikke fandt den noget før. Virkelig fine ting hun for produceret.

lørdag den 22. oktober 2011

Mine egne mærkater!

SÅ! Nu er jeg også med på den med at kunne sætte sit "brand" på de ting man laver. Har for nylig modtaget disse symærker herfra, så nu skal der bare produceres noget hvorpå de kan sættes. Har lige pt. gang i en blå hæklet elefant. :)


Er de ikke bare fine?? :)

torsdag den 20. oktober 2011

Ferie...

Ih, altså et fint vejr vi trods alt har, så vi har været ved stranden et par gange og blev blæst rigtig godt igennem! Det var virkelig forfriskende og Bassemanden fik selvfølgelig slæbt en masse med hjem.


Derudover har vi selvfølgelig lavet græskarlygte. Jeg har lavet det ene øje og Bassemanden det andet. :) Ellers har han bestemt hvordan den skulle se ud. Rigtig hyggeligt - og i morgen skulle der gerne laves en græskartærte. Har fundet en original amerikansk opskrift, så håber den bliver god. :)

onsdag den 19. oktober 2011

De gode loppefund...

Var i genbrugen for lidt tid siden og fandt nogle fine ting. Og det er jo ikke bare det at finde nogle gode ting, men også jagten i sig selv. Altid spændene lige at tage et smut forbi, for at se om de har fået noget nyt hjem. :)

Er især vild med Marimekko-tørklædet - til en sølle tier. Stadig med originalt prisskilt, rigtig lækkert.



Og så lige et stort set ubrugt sæt regntøj. Bettepigen kan dog først passe det om et års tid, men til 40 kr kunne jeg bare ikke lade det hænge. :)


mandag den 3. oktober 2011

Hvad man får ud af et dynebetræk m.m.

Købte for noget tid siden to babydynebetræk i Jysk. Indtil videre er det blevet til følgende:

 En "voksi"-pose.

En Trip Trap hynde (bøjle og ryglæn er fundet ubrugt i en genbrug for 35 kr!)

En hovedgærdepude (bettepigen har en dum vane med at banke hovedet op i hovedgærdet om natten).

Har stadig noget tilbage, men ikke rigtig nogle projekter på tegnebrættet lige nu.

Så var der også lige et billede af de ballom/posebukser jeg lavede den anden dag. De er foret med hvidt bomuld og er str. 80, så de kan bruges her til vinter.



Give away hos Mama Lola og en lækker retro-netbutik!

Så lige denne her give away og måtte helt sikkert deltage. Kig ind på Mama Lolas blog og se konkurrencen og linket til en en helt fantastisk retro net-butik. Der er nogle virkelig fristende ting derinde. :)

søndag den 2. oktober 2011

Billigt stof og "loppefund".

Min Mormor er ved at rydde ud i gemmerne og så måtte jeg jo forbi med en trailer. Noget af det der ikke fik lov at komme med på genbrug'en var bla. de ting på billedet. En fin hæklet hagesmæk, har muligvis brugt den som barn. En spisesmæk, enten fra min eller min mosters barndom (slut 70'er/start 80'er). Et lillebitte stykke retrostof. En fin glasdims med låg. Og nogle hæklede dækkeservietter (lavet af Momse), som jeg regner med at bettepigen kan bruge når hun engang skal lege te-selskab. :)

Og så er det jo altid dejligt at finde noget billigt stof. I Netto har de haft nogle pakker med 3 meter stof til 100 kr. De havde så lige to pakker tilbage som de bare skulle af med, så jeg fik 6 meter stof for 50 kr! Og så er det endda ok kvalitet. Lækkert. Der skal helt sikkert sys nogle bukser til bettepigen i det småblomstrede.


Har også fået lavet nogle ballonbukser til bettepigen. Billede kommer senere. :)

onsdag den 28. september 2011

Oldemorfirkanterne formerer sig...

... lige så stille og roligt. 32 er jeg oppe på nu. Mangler stadig en hel del, men har også haft for travlt til at lave noget videre den sidste tid. Det bliver spændende hvem der skal have tæppet - for det er ikke sikkert at det bliver færdigt foreløbig. :)
Og det med at hæfte ender!!!! Har hørt flere her i blogland nævne hvor træls det er, og jotak, det må jeg sige. Ret kedeligt!

onsdag den 14. september 2011

Frugtpose

Nu, hvor den bette er startet i vuggestue, måtte hun jo have en frugtpose. Så sådan en kreerede jeg lige. :)

mandag den 22. august 2011

Fed fed give away!

Tjek lige denne her ud! Jeg er overdrevent misundelig på hendes stofsamling. Synes det er helt utroligt hvad hun har fået samlet sammen, så er selvfølgelig med i hendes give away.

Kager!

Jamen altså, jeg måtte jo lige vise mine kager frem. At lege med fondant er jo som at lege med modelervoks, man føler sig helt som et barn igen. Det er et stykke tid siden jeg har lavet nogle sidst, men her er et udpluk af det jeg har lavet. Det er ikke det smukkeste, men de giver et godt samtaleemne når man serverer sådan en fætter. :)

Og ja, indrømmet - jeg når jo slet slet ikke hende her til sokkeholderne (for den sags skyld ej heller til storetåen!).

fredag den 19. august 2011

Hæklede suttesnore - igen. :)

Ih, er altså bare fan af hæklede suttesnore. De er super hurtige at lave, de er rigtig søde og så kan man jo variere det i det uendelige. Men altså, her er de to nyeste i "flokken".


Så har jeg også leget lidt med noget "billedpynt" eller kan man kalde det collage?? Nå, men fint er det da, og utroligt hvad man kan bruge gaffatape til. :)

onsdag den 10. august 2011

Stofindkøb og min samling af retro!

Tilbage efter ferie. Hyggeligt med lidt kvalitetstid. :) Der ligger en lille bunke af ting, jeg har produceret henover ferien, men skal lige have taget mig sammen til nogle billeder.

Har efterhånden en lille beskeden samling af retrostoffer (ved godt det intet er sammenlignet med nogle af jer andre her i blogland.;)). Men vises frem skal den. Har netop købt en bunke af de lilla farver af en på Trendsales. Super fine og venter bare på at blive brugt til et eller andet ikke nærmere bestemt projekt.


Derudover har jeg fået fat i nogle børnesengesæt. Det til venstre er købt i genbrug'en til en 10'er med pudebetræk (regner med at de skal bruges til en spisesmæk eller 10). Det til højre har jeg fundet på Trendsales. Synes bare det er så skønt. Det bliver brugt af lillepigen indtil jeg finder ud af om jeg nænner at klippe det ud til noget andet. :)

fredag den 15. juli 2011

Oldemorfirkanter!

Yep - så gik jeg også i gang med det! Det tog mig sådan ca. 1 time at forstå opskriften, men når man først har fanget pointen, så kører det bare. Jeg er måske lidt overmodig, men har tegnet op til et babytæppe på 70x90 cm - det er 99 firkanter!! Hmm... med den hastighed jeg laver dem nu, vil det tage ca. 50 timer. Mon ikke man bliver hurtigere når man har lavet 20-30 stykker. ;)

mandag den 11. juli 2011

Kreahygge med sønnike.

Sidste uge bød på en masse kreahygge. Mig og sønne fik lavet vores eget billedlotteri, med lige præcis de billeder han ville have på. Billederne er printet og sat på karton og efterfølgende lamineret. Så laver vi bare nogle nye, når han bliver træt af dem her.



Derudover har vi leget med perler. Vi har smeltet dem i ovnen og han har indtil videre lavet et fint armbånd og er igang med det, der skal blive en nøglering. Mand et arbejde og stå at vende alle perlerne den rigtige vej inden de smeltes.
Jeg måtte også lige forsøge mig med en perleskål. Det var jo sådan set nemt nok, men næste gang bliver den lidt højere (kanten er kun 2-3 cm).


mandag den 4. juli 2011

Hæklet kat!

Så fik jeg prøvet at hækle noget i "fri hånd". Er stadig voldsomt nybegynder, men det lykkedes da meget godt. Den blev dog et par cm for lang og ville også have haft nogle ben på, men kunne ikke hitte ud af hvor og hvordan. :) Er vild med de farver jeg har brugt - må helt sikert finde på noget mere at lave i de farver.

Og hvad mere er: jeg har fået min første faste læser. Weeee.... :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...